Sådan skriver du gode LinkedIn-indlæg

Sådan skriver du gode indlæg på LinkedIn

 

At scrolle igennem sin LinkedIn-strøm kan til tider være et sørgeligt syn.

Det skærer i mit hjerte, for jeg nægter at tro på, at der ikke er masser af gode historier og værdifuld viden, som bare venter på at blive delt. Ordentligt.

Derfor får du denne guide til, hvordan du laver gode indlæg på LinkedIn.

Indlæg bliver i øvrigt også kaldt både LinkedIn-statusopdateringer, -opslag, -posts, -updates. Kært barn har mange navne.

Fremgangsmåden til det gode LinkedIn-indlæg er den samme, uanset om du bruger LinkedIn personligt eller på vegne af en virksomhed.

Et godt indlæg på LinkedIn består af 2 ting:

  1. Værdifuldt indhold
  2. Effektiv indpakning

De fleste fejler på begge parametre. Lad os se på, hvordan du gør det bedre 🙂

 

1. Hvad er værdifuldt indhold på LinkedIn?

Indhold er det, du deler. Det vil sige fx et link til en artikel/blogpost, en video, et billede eller en grafik. Det skal være værdifuldt.

Deler du et link til din brochure, giver det mig ingen værdi.

Viser du dit produkt, giver det mig ingen værdi.

Jeg er sikker på, at dit produkt skaber værdi, men jeg skal jo have tegnebogen op af lommen, hvis jeg skal have værdien, og det er jeg slet ikke klar til, bare fordi jeg har set ét indlæg på LinkedIn.

Jeg har heller ikke lyst til at dele din reklame med mine kontakter (for de får heller ingen værdi)…
(hvornår har du måske sidst haft en tilbudsavis med som værtindegave?)

Alt for mange virksomheder taler for meget om dem selv og deres produkter. Du skal rette fokus rundt om dine produkter!

 

Tænk:

Hvad vil jeg gerne kendes for at vide noget om?

Hvad kan jeg bidrage med?

 

Og vis os så, at du er ekspert ved at dele viden, tips og inspiration omkring det felt, du er ekspert på.

I stedet for at vise os en produktvideo om dit ventilationssystem, så del et link til en undersøgelse, der viser, hvor skadeligt et dårligt indeklima kan være. Eller giv os et link til 10 tips til, hvordan vi kan forbedre indeklimaet (uden at købe dit produkt).

I stedet for at skrive, at du lige har landet [indsæt-stor-virksomhed-her] som kunde, så del en case, hvor du beskriver, hvad du gjorde for kunden, så andre bliver inspirerede og lærer noget.

Indholdet i dit indlæg skal føles som en gave for din målgruppe. Det skal skabe værdi i sig selv. På den måde opbygger du tillid hos din målgruppe, og så vil de over tid synes, det er ok, at du sælger lidt i ny og næ.

 

2. Hvordan skriver du dit indlæg på LinkedIn (indpakning)?

Betyder indpakning noget, hvis bare indholdet er godt? – JA!

Fordi din og min strøm af opdateringer på LinkedIn er noget værre rod 🙂

Langt fra alt er interessant (langt fra!), og derfor har vi allesammen udviklet et filter, som lynhurtigt vurderer relevansen er hvert enkelt indlæg, når vi scroller ned gennem strømmen.

Så, hvis du vil have mig til at klikke på dit indlæg (og se hvor godt indholdet er), så skal du gøre dig den ulejlighed at pakke den ordentligt ind.

Jeg skal kunne forstå, hvorfor dit indlæg er relevant for mig.

 

 

AP Pensions indlæg her, giver mig ikke meget forklaring. Jeg skal VIRKELIG være interesseret i deres resultat for at klikke…

 

Det er en kunst at skrive gode indlæg, og der er mange måder at gøre det på, men her er en formel, som kan bruges, når du gerne vil have din læser til at klikke:

  1. Fang interesse
  2. Forklar problemet/muligheden
  3. Giv en (gratis) løsning

 

Først skal du fange din målgruppes interesse. Få dem til at stoppe op. Du må aldrig tage modtagerens opmærksomhed for givet, for det går stærkt, og du er ikke det vigtigste i deres liv (sorry!) 🙂

Du kan fx starte med et tal, noget overraskende eller et spørgsmål, de kan svare ja til. Rul lidt ned for at se et par gode eksempler.

Dernæst skal du forklare problemet, som dit værdifulde indhold kan hjælpe med at løse.

Her skal du være opmærksom, for hvis du har svært ved at finde ud af, hvilket problem dit indhold kan løse, så kan det skyldes, at indholdet ikke er så værdifuldt 🙂

 

En beskrivelse af et problem kunne fx være:

Mange virksomheder har svært ved X og får dermed ikke fuld valuta for deres penge.

 

Den kan også vendes positivt:

Mange virksomheder oplever et stort boost i X, ved at sætte fokus på Y.

 

Slut af med løsningen. Fx:

Læs her, hvordan du gør.

 

3. Eksempler på gode statusopdateringer

 

Nykredit giver her en god teaser til en lærerig artikel om investering. Den vinder bl.a. på de overraskende fakta, korte, præcise sætninger i teksten og en flot grafik.

 

Danmarks Nationalbank fanger med denne opdatering læserens opmærksom med et kæmpe tal, som gør os klogere på en af deres kerneopgaver. Derudover vækker de potentielle medarbejderes interesse – Hvem vil ikke gerne udvikle på et system, der har så afgørende en betydning for vores samfund?

 

Nis Peder Kolby kunne godt bare have brugt et uddrag fra TDCs pressemeddelelse i dette indlæg. I stedet bruger han humor. Hvad virker bedst? 🙂

 

Susanne Teglkamp bruger her en velskrevet historie til at give pointer om ledelse og forretningsudvikling.

 

Hvis du søger flere tricks til at nå længere ud med dine indlæg, så læs artiklen:
Sådan fik mit LinkedIn-opslag 299.755 visninger

 

Din tur

Kig på dine egne indlæg eller din virksomheds og tag de kritiske briller på. Er vores indhold værdifuldt nok? Og er det pakket godt ind?

 

Jeg har sværere ved at finde gode eksempler end dårlige 🙂

 

Tags:
Morten Vium
Morten Vium
mv@netvaerksakademiet.dk

Morten Vium er tilknyttet Netværks Akademiet. Han er underviser og har 8 års erfaring med rådgivning og træning i at udvikle relationer på LinkedIn.