20 dec Sådan fik mit LinkedIn-opslag 299.755 visninger
Sådan fik mit LinkedIn-opslag 299.755 visninger
Mange er optaget af, hvordan man laver opslag på LinkedIn, der bliver set af så mange som muligt.
Det kan du blive klogere på i dette blogindlæg.
Jeg siger ikke, jeg har den hellige gral, men jeg har ramt plet og fået over 100.000 visninger en del gange efterhånden. Og for nylig ramte jeg virkelig plet med et opslag, der i skrivende stund har fået 299.755 visninger.
I dette indlæg deler jeg, hvilke tanker jeg gjorde mig med hensyn til:
- Indhold
- Format
- Kant
- Vinkel og appel
- Tone
- Timing
- Call to action
- Interaktion
Opslaget var en liste med 23 fejl du (måske) begår på LinkedIn:
Klik her for at se opslaget på LinkedIn
Selvom jeg ikke havde forventet at få knap 300.000 visninger på dette opslag, så havde jeg faktisk en ret god fornemmelse af, at det kunne nå meget langt ud. Det havde jeg, fordi jeg havde gjort mit forarbejde og taget stilling til en række faktorer, inden jeg klikkede ”Opslå”.
Der er mange faktorer, der spiller ind på om et opslag går “viralt”. Jeg var omkring en lang række overvejelser, da jeg skrev mit opslag, og det er kombinationen af alle disse, der gjorde, at det nåede så langt ud.
Bonus-info: Visninger måles ifølge LinkedIn når “en person har set dit indlæg på deres LinkedIn-startside”. Dvs at den tæller så snart nogen ruller forbi.
Indhold
Indholdet er selvfølgelig kernen af et opslag, og i dette tilfælde var det en liste med 23 fejl, som mange LinkedIn-brugere begår.
Der var ingen salgsbudskaber (det ville være fejl nr. 3) bare ren viden og inspiration. Og så er det praktisk anvendeligt(!)
For mig er der tale om relativt banale observationer og erfaringer. Derfor tog det mig heller ikke ret lang tid at skrive listen. Ca. 30 minutter.
Det var viden, jeg havde i forvejen – det skulle bare skrives ned. Men for andre er mange af fejlene ny viden. Og sådan er det garanteret også med dit fagområde.
Her ligger en vigtig lektion: Noget af det bedste indhold er viden, du selv tager for givet. Du er selv eksperten, og det, der er banalt for dig, er ofte det mest interessante for os andre.
Format
Når du laver et opslag på LinkedIn, kan du lave det som:
- Link-opslag
- Billed-opslag
- Video-opslag (ikke tilgængeligt for alle endnu)
- Tekst-opslag
Dit valg af format spiller i høj grad ind på, hvor stor spredning dit opslag får. Kun LinkedIn selv kender den algoritme, som styrer hvilke opslag, der skal ses hvor meget, men den bygger grundlæggende på, at opslag, som mange viser interesse for (ved at klikke, læse, like og kommentere osv.), skal belønnes. Meget tyder på, at algoritmen særligt belønner opslag, som folk bruger tid på uden at forlade LinkedIn – Det kan vi se ved, at link-opslagene ofte ikke når så langt ud.
Jeg har flere gange haft rigtig god succes med lange tekst-opslag, og det var også det format, jeg valgte til dette opslag. Et opslag kan være op til 1.300 tegn inkl. mellemrum.
Kant
Man kan være uenig i mit opslag.
Og det er med til at give det lidt kant. Pas på du ikke får filet for meget af hjørnerne, ofr så ender dit opslag måske med at blive lidt småkedeligt, og så får du mindre interaktion – særlig kommentarer – fra læserne (se mere under Call to action).
Vinkel og appel
Mit opslag handlede om generelle LinkedIn-fejl, hvilket de fleste, der bruger LinkedIn er optaget af.
Havde jeg skrevet et opslag om, hvordan man sammensætter involverende kursusforløb, der aktiverer specialister og rådgivere i større organisationer til at blive aktive ambassadører på LinkedIn, ville jeg kun have fået en brøkdel af synligheden.
Det ville tale direkte til min kernemålgruppe, men den tæller utroligt få personer ud af LinkedIn samlede brugerskare.
Så find en vinkel, der taler til masserne – ikke kun nørderne eller kunderne.
Eksempler:
Er du erhvervsrådgiver i et pengeinstitut, så lav et opslag med en liste om, hvad der karakteriserer virksomheder med sund økonomi i stedet for info om nye låntyper.
Er du HR konsulent, så del et opslag med dine praktiske tips til den gode første arbejdsdag i nyt job (som alle kan forholde sig til) i stedet for en artikel om talentprogrammer.
Tone
Jeg har valgt en meget uformel tone, da det passer godt til min stil, og generelt kommer man bare længst med det uformelle og personlige.
Det formelle og ”professionelle” skaber oftest bare distance til læseren.
Derfor bruger jeg også emojis, som jeg ville gøre i en besked til en ven.
Og jeg bruger humor, fordi det bare gør det hele lidt sjovere og mindre højtideligt 🙂
Timing
Jeg sendte opslaget ud omkring 9-tiden på en hverdag. Der findes ikke ét rigtigt tidspunkt, men tænk over, hvornår du tror, folk er aktive.
Det er vigtigt, at der kommer hurtig respons på opslaget i form af likes og kommentarer, for at LinkedIn kan se, det er interessant. Så lørdag kl. 11, hvor folk går tur/leger med ungerne/spiser brunch, er ikke et optimalt tidspunkt.
Kl. 8-10 på tirsdage, onsdage og torsdage er derimod ret sikre valg.
Call to action
Kommentarer spreder et opslag langt mere end likes. Derfor er kommentarer værd at gå efter, og netop derfor slutter mit opslag med spørgsmålet: ”Har jeg glemt noget?”
Det har givet 151 kommentarer (i alt 294 inkl. alle svarene til kommentarer), og disse kommentarer er nøglen til de mange visninger uden for mit eget netværk.
Interaktion
Efter udgivelse skal du ikke lukke computeren og gå til møde…
Jeg svarede på de første kommentarer inden for 10 minutter med et tydeligt personligt (og gerne friskt og humoristisk) svar. Det skaber god stemning og sænker barrieren for andre, der overvejer at kommenterer.
De næste dage blev jeg ved med at svare kommentarer – også fordi det sender opslaget ud til mit eget netværk igen. Og ganske enkelt fordi det er god stil.
Held
Et hav af faktorer er uden for din kontrol. Derfor kan du ikke være lige heldig hver gang. Det er jeg heller ikke. Lav en ny opdatering i næste uge 🙂
En sidste ting
Jeg har kun i ganske få tilfælde set nogen få tusindvis af visninger på det første opslag. Det kræver indsigt og øvelse, men også en relation til dit netværk, som ganske enkelt ikke er der, før du bliver synlig for dem med jævne mellemrum.
Skal du til at starte op, så forvent ikke 300.000 visninger af første opslag. Bliv i stedet glad for 300 visninger og arbejd videre derfra. Ting tager tid.
Men med ovenstående overvejelser kommer du bedst muligt fra start.
God arbejdslyst!