Ærlige bekendelser fra et år i USA

Ærlige bekendelser fra et år i USA

 

Det er nu 11 måneder siden, at vi tog en vild beslutning og rykkede hele familien til USA i et år.

Det var en beslutning, som virkelig krævede mod – vi var oprigtigt alle 4 nervøse, inden vi tog afsted. Det kan du læse mere om i bloggen, jeg skrev dengang.

Vi var selvfølgelig usikre på, om vi kunne få det hele til at fungere i helt nye omgivelser.

Ville det tage lang tid for børnene at falde til og trives i nye skoler, og ville de finde gode venner?

Og ja – jeg tænkte faktisk ret meget på, om min mand Kasper og jeg overhovedet ville kunne holde ud at være så meget sammen og arbejde samtidigt begge to hjemmefra?

Ville vi mon blive ensomme?

Ville vi få arbejdet alt for meget, eller ville vi få oplevelsen af at være på ”bagkant” med vores jobs, fordi tingene ville flyde for meget sammen for os?

Hvor dyrt ville det blive? Kunne vores budget holde, eller ville vi være ”på spanden” halvvejs?

Ville jeg være i stand til at holde forretningen kørende, og udvikle på det, vi havde planlagt med tusindvis af km til kontoret, Morten og de andre konsulenter.

Vi blev ikke skuffede – Det har været et fantastisk eventyr og absolut det hele værd!

Her har du nogle af vores erfaringer, refleksioner og ikke mindst nogle gode rejsetips 🙂

 

Vi tager SÅ meget med fra Californien

Vi har lært så ufatteligt meget – sammen som familie, men også hver især.

Vi har fået nye venner og er blevet vilde med kulturen her.

Vi har haft mange weekendture med ubeskrivelig smuk natur. Vandret i bjergene og haft helt enestående øjeblikke ved havet med delfiner, søløver, sæler, hvaler og pelikaner. Set nye byer og oplevet Californien i fulde drag.

▸ Hvis du har planer om at skulle til vestkysten, så har vi samlet alle vores rejsetips her.

Og ja, vi synes faktisk, at vi har formået at finde en fornuftig balance mellem hverdag, arbejde og nye oplevelser.

Men NEJ – det har ikke hver dag kun været glade smil, overskud og en dans på roser…

 

Udfordrende, men udviklende!

Det har da ærligt været udfordrende at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Vi har måtte indgå mange kompromiser for at få hverdagen til at hænge sammen.

Og nej, det har ikke været lige sjovt hver gang at stå op 04.00 og holde Skypemøder med 9 timers tidsforskel.

Og ja vi har da også indimellem savnet vores kollegaer og at møde ind på kontoret.

Men vi har lært en masse om os selv og hinanden.

Vi har lært, hvor ambitiøse, vi begge er arbejdsmæssigt, og hvor styrkerne og udfordringerne ligger i den cocktail.

Vi er blevet meget klogere på, hvad der betyder noget for os sammen og hver for sig.

Som Oliver (vores søn på 21) sagde en dag på stranden: ”Man skal huske, hvad der gør en lykkelig… Naturen gør mig lykkelig. Jeg nyder virkelig, at vi hiker, surfer og er så meget ude. Det vil jeg huske på, når vi kommer hjem”

Vi er blevet bekræftet i at gode relationer er omdrejningspunktet for alt her i livet.

Vi har både nydt at lære nye mennesker at kende, men også savnet vores gode relationer i Danmark.

Vi har lært, at der er ting i ens liv, i ens venskaber, parforhold, familieliv og arbejdsliv, der bliver meget mere synlige, når man kommer lidt på afstand og at det kan være fint at gøre status og engang imellem turde ryste posen lidt.

Jeg spurgte Alberte (vores datter på 18): ”Hvad tager du med hjem fra dette år?”
Svaret lød: ”En masse fantastiske oplevelser og troen på, at når man virkelig gerne vil noget og kæmper for det, så kan man få det til at ske!

Kasper og jeg føler, vi har set vores børn tage et kvantespring udviklingsmæssigt det seneste år.

Det er vi meget taknemmelige for.

 

Pay it forward

I maj måned gav jeg mig selv en særlig udfordring. Jeg ville lave en fundraising-event her i Santa Barbara for 21-årige Wyatt Dennett, der i efteråret kom ud for en slem ulykke og blev lam fra brystet og ned. Læs mere om hans historie i dette indlæg.

Jeg er så stolt over, at aftenen blev en stor succes med over 100 fremmødte med hjælp også fra lokale virksomheder.

Vi fik samlet mere end 40.000 kr. ind. Vi fik to lokalaviser til at dække arrangementet og skrive artikler om Wyatt, og der nu også som følge af eventen blevet doneret en særlig hospitalsseng til ham til en værdi af ca. 250.000 kr.!! Det er SÅ vildt!!

 

Netværks Akademiet hjemme i Danmark

Jeg er også mega stolt af, at forretningen har rullet derudad hjemme i Danmark, mens jeg har været her. Morten har klaret det sammen med de gode folk på kontoret, så “butikken” har kørt på skinner med dygtige konsulenter på alle opgaverne.

Jeg har lært så ufatteligt meget forretningsmæssigt dette år og fået udviklet på så mange ting, som jeg glæder mig til, at vi kan løfte sløret for, når jeg igen er i Danmark til august.

Jeg må indrømme, det har været udfordrende for mig at være på afstand af forretningen og give slip på driften for første gang i næsten ti år for at hellige mig udvikling.

Jeg må også tilstå, at jeg har heller ikke hele tiden været lige god til det. Jeg har undervejs været vildt usikker. Følt jeg skulle tvinge mig selv til at skabe helt nye arbejdsvaner og holde fokus på at være ”oven på” forretningen og ikke “nede i den”. Jeg har virkelig på flere måder været uden for min komfortzone, og der har været både op og nedture undervejs.

Men det sidste år har været godt for både forretningen og mig personligt.

 

Hvad drømmer du om?

Nogen i vores netværk har givet udtryk for, de troede, at det bare var en laaaang surferferie, vi var på – andre, at vi har arbejdet solen sort. Men ingen af delene er rigtigt.

Jeg føler virkelig, at vi har været på en vild udviklingsrejse – både forretningsmæssigt og som familie.

Vi gjorde det – Det er så fedt! 🙂

Vi er dybt taknemlige for, at vores netværk har inspireret os, støttet os og på forskellige måder været med til at få dette USA-år til at ske.

TAK af hjertet!

Jeg håber, at mine bekendelser kan inspirere dig til at gøre noget af det, du drømmer om, og som er vigtigt for dig i dit liv.

Drømme kan være mange ting.
Det kan være at tage en ny uddannelse, vælge en anderledes sommerferie end du plejer, at flytte på landet, at gå i gang med at finde et nyt job eller tage springet og blive selvstændig.

Uanset hvad din drøm er, så handler det om at gå fra tanke til handling og rykke på det, der er vigtigt for dig. For ”når man virkelig gerne vil noget og kæmper for det, så kan man få det til at ske!”

Brug dit netværk på vejen til at støtte dig, udfordre dig og holde dig fast i at få gjort noget ved det.

Rigtig dejlig sommer til dig og dine!

 

De bedste hilsner
Susie

 

Ps. Du kan følge mig på Instagram (@susie_lynge), hvor jeg laver opslag både om vores oplevelser og om strategisk networking og videndeling.

 

 

Susie Lynge
Susie Lynge
sl@netvaerksakademiet.dk

Susie Lynge er direktør og netværksekspert i Netværks Akademiet. Hun har trænet over 30.000 medarbejdere og ledere i strategisk networking og videndeling.