Hvad den hjemløse Brian kan lære dig om at putte folk i kasser

Billedet er ikke af Brian, men købt på iStockphoto.com

 

Hvad den hjemløse Brian kan lære dig om at putte folk i kasser

 

For ca. to år siden en lun sensommerdag i august, sad jeg og nød et glas rosévin i solen med en forretningsforbindelse i Kødbyen.

En hjemløs kommer hen til vores bord og spørger: ”Har I en mønt, I kan undvære?”

Han har det åbenlyst ikke godt. Han er tydeligt mærket af gadens hårde liv. Han er meget beskidt, for at sige det mildt. Hans tøj er hullet og har spor af blod. Han har alt, hvad han ejer i en pose. Behovet for at dulme livet med stoffer gennem mange år har sat sit aftryk.

Jeg leder efter min pung, og da jeg giver ham en tyver mødes vores øjne.

Jeg bliver så chokeret, at jeg er lige ved at tabe mønten.

Jeg kender ham!

Jeg udbryder: ”Hedder du ikke Brian?”

Han svarer: ”Joh ….”

Jeg rejser mig prompte og siger ”Kan du ikke huske mig – Susie? ”

I genkendelsesøjeblikket, hvor jeg fornemmer, han ved, hvem jeg er, giver jeg ham et kæmpe kram.

Jeg er ærligt meget chokeret og udbryder ”For fanden da Brian, hvad der er sket! Hvordan er du havnet her??”

Han fortæller kort om sygdom og manglende betaling af husleje. Vi taler om, at det er noget værre lort og så må han videre, som han siger….

Jeg siger: ”Vi ses. Pas på dig selv.”

Han svarer: ”Ja, og du hilser mor og far…”

Det hele tog ganske få minutter.

Brian gik til det næste bord for at spørge efter en mønt. Og tårerne trillede i stride strømme ned ad mine kinder og ned i min rosévin. Jeg har ikke set Brian siden.

 

Min forretningsforbindelse var i chok. Hun forstod absolut ingenting af det lille optrin.

Ingen tvivl om, det rykkede ved hendes billede af mig.

For udover det, hun allerede vidste om mig, min karriere og min forretning – ja, så er jeg altså også vokset op med plejebørn.

Der har i mit barndomshjem altid været plejebørn. De har været ramt af misbrug, kleptomani, omsorgsvigt eller psykisk sygdom.

Mine forældre fik Brian, da han var teenager, og han boede hos os i fem år. I den samme periode var jeg også teenager. Han har, fra han var helt spæd, haft virkelig hårde odds i livet og hans udgangspunkt har været markant anderledes end mit.

Jeg må indrømme, at det på en måde gav mening, at han trods mange forskellige indsatser var endt i denne situation. Det ændrer ikke ved, at vores møde var ualmindelig trist og svært at rumme.

Til historien hører også, at – selv om man ikke lige tror det – er der mange ting, Brian og jeg alligevel havde til fælles ud over, at vi har boet under samme tag.

Vi har f.eks. begge haft svært ved matematik, vi hørte det samme musik, vi har begge viden og erfaringer med os, vi kan have gode og dårlige dage, vi kan have håb, tanker og følelser, som er langt mere ens, end man lige tror.

 

Vi mennesker danner helt naturligt meget hurtigt fastlåste forestillinger om hinanden.

Vi gør det med vores kollegaer, vores venner, og vi gør det med folk, vi møder på gaden.

Vi gør det ofte ubevidst. Vi gør det ved dem, vi kan lide, hvor vi tillægger dem ekstra positive træk og kompetencer. Og vi gør det modsatte ved dem, vi ikke bryder os om.

Der er lavet bunker af undersøgelser på, at der er en tendens til man overtipper fagligheden på mennesker, man godt kan lide og man på få sek. har sat nye folk man møder i en ”bås” så meget, at de faktisk skal arbejde aktivt for at ændre det indtryk.

 

Jeg har trænet rigtig mange mennesker i videndeling på tværs og et gennemgående tema er, at man har manglende kendskab til hinanden, har fastlåste forestillinger om sine kolleger, afdelinger eller sektioner.

Jeg har haft kursister, der har været kontormakkere i 7 år, og som efter en øvelse udbryder: ”Gud, alt det anede jeg ikke, at du vidste noget om!”

Det er lidt tankevækkende, hvordan man på tværs af alle brancher putter hinanden i kasser. Der er meget viden, innovation og anderledes perspektiver, der tabes der.

 

Efter Brians og mit korte gensyn brugte jeg meget tid på at tænke over, hvordan jeg skulle tackle situationen. Hvordan kunne jeg hjælpe, og hvilken hjælp ville overhovedet gøre en reel forskel i den tilstand, han var i?

 

Lige nu bor jeg i Californien. Her er utrolig mange hjemløse.

Jeg tænker ofte på Brian, når jeg møder en af dem.

Jeg har ikke svaret på, hvordan problemet skal løses. Jeg kan heller ikke prale med at have gjort en ekstraordinær indsats for at mindske problemet. Men jeg har det godt med, at jeg gav Brian et kram.

Vi mennesker indeholder alle meget mere, end vi kan se på ”overfladen”, og vi skal hjælpe hinanden med at huske på det.

 

Udskriv indlægget eller gem som PDF
Del med dit netværk (det er god stil)
Share on LinkedIn0Tweet about this on TwitterShare on Facebook56Share on Google+0
Susie Lynge
Susie Lynge
sl@netvaerksakademiet.dk

Susie Lynge er direktør og netværksspecialist i Netværks Akademiet. Hun er underviser og erhvervscoach og har trænet over 15.000 medarbejdere og ledere i strategisk networking.

12 Kommentarer
  • Susie Lynge
    Hanne Alexander
    h, Svar

    Kære Susie.
    Tusind tak fordi du deler dit rørende møde med Brian.

    Mange hilsner

    Hanne

  • Susie Lynge
    Kirsten Lund
    h, Svar

    Hvor er det en fin beskrivelse. Der er så mennesker der som Brian lever på kanten og som vi sjældent egentlig møder. Tak.

  • Susie Lynge
    Ole Holm
    h, Svar

    Kære Susie.

    Fantasisk og tankevækkende histore.

    Der findes mange “hjemløse” (ensomme) som vi har sat i bås i et hvert netværk. Din historie giver inspiration til at have en lidt mere nysgerrig og fordumsfri tilgang til alle i vores netværk.

    Tak for at du deler din oplevelse..

  • Susie Lynge
    Maja Wall
    h, Svar

    Kære Susie,

    En dejlig og samtidig trist historie.

    Knus og tanker tænker jeg Brian har brug for i overflod,

    Din vinkel er lige i øjet! Ualmindeligt mange ressourcer bliver ikke udnyttet fordi vi sætter i bås, og allerede (ubevidst) har besluttet på forhånd hvorvidt vi mener vedkommendes input har relevans. Det kan alle have godt af at blive husket på fra tid til anden – hvis vi går åbne og bevidst i mødet med folk, husker på ikke at dømme, så bliver både den menneskelige og vores erhvervsevner skærpet og beriget.

  • Susie Lynge
    Tove Barner
    h, Svar

    Hej Susie!

    Tak fordi du deler denne rørende og tankevækkende historie med os!

    Det sætter meget i perspektiv og allivel er spørgsmålet: hvorfor?

    Vi er jo alle mennesker med hver vores bagage.

  • Susie Lynge
    Christina Krog
    h, Svar

    Fuldstændig enig Susie, – og det fra een, der arbejder for den 1 million danskere, der bor i en almen bolig, og som føler sig hængt ud, talt ned og stigmatiseret af den politiske retorik om at at bo alment. Vi er enige i, at der skal gøres noget ved parallelsamfund, bander og kriminalitet. Ingen tvivl om det. Men i et rigt velfungerende land som Danmark er der forhåbentlig enighed om, at vi skal tage vare på de sårbare sjæle – som din Brian, og som mange andre der ofte bor i en almen bolig, fordi de almene boliger afleverer hver 4. ledige bolig til den kommunale anvisning af akut boligsøgende. Vi skal kunne rumme hinanden, at vi er forskellige og forstå, at ikke alle er opvokset lige optimalt, – desværre.

  • Susie Lynge
    Marianne Helms Snedevig
    h, Svar

    Kære Susie,
    En dejlig varm og kærlig – og meget tankevækkende historie! Du er altid meget personlig – men særlig tak her for at dele dine tanker her.

  • Susie Lynge
    Karen Elsebeth Hjort
    h, Svar

    Kære Susie😊 Tak for din meget personlige beretning om, hvordan vi ofte pr automatik sætter folk i bås. Lidt ligesom elevator mødet/talen😉😉 Håber, du og familien trives i Californien og ikke er alt for tæt på de mange brændende områder…….
    Bedste tanker
    Karen Hjort😊😊❤

  • Susie Lynge
    Karin Mørk
    h, Svar

    Kære Susie
    Tak til dig fordi du deler denne bevægende oplevelse med os. Og ja – vi må på sin vis have behovet for at rubricere hinanden med enkle (læs;simple) mentale algoritmer. For vi gør det igen og igen. Så dejligt at du med din fortælling hjælper os til lidt flere nuancer. Håber du stortrives med din dejlige familie. Knus herfra

  • Susie Lynge
    Claus Møller
    h, Svar

    Kære Susie
    Jeg er enig i dine reflektioner, men får samtidigt lyst til at udfordre dig, hvilket jeg så gør uden at have fået accept først.

    Du skriver du ikke ved, hvad du kan gøre. Det tror jeg ikke på. Jeg tror at du præcis ved, hvad du at kan gøre noget, men endnu ikke er klar til det. Det er åbenlyst for mig, at du ved, at det ikke var nok at anerkende, at du så Brian og gav ham et kram. Så det handler vel i bund og grund om, hvad du vil tage ansvar for – måske ikke over for Brian direkte, men så for andre der står i hans situation.

  • Susie Lynge
    Tina Andersen
    h, Svar

    Kære Susie
    Det går lige i hjertet – hvor er det tragisk at nogen kommer så langt ud og flot du giver dig til kende og giver et knus. Det viser virkelig du er et godt menneske – de fleste ville “gå over på det modsatte fortov” og være pinligt berørt. Dette ser vi desværre også ved svær sygdom – død – afskedigelser . Virkelig her der er behov for et “knus”
    De bedste hilsner.
    Tina

  • Susie Lynge
    Maibritt L. Jensen
    h, Svar

    Godt skrevet Sussi. En fortælling der rammer lige i hjertet. Du har så evigt ret. Det handler om, at se bag mennesket og ikke kun se det ydre og træffe en hurtig og dømmende beslutninger om hvordan mennesket er.

    Ha´ en fantastisk dag.

    De bedste hilsner
    Maibritt

Send en kommentar