Hvad den hjemløse Brian kan lære dig om at putte folk i kasser

Billedet er ikke af Brian, men købt på iStockphoto.com

 

Hvad den hjemløse Brian kan lære dig om at putte folk i kasser

 

For ca. to år siden en lun sensommerdag i august, sad jeg og nød et glas rosévin i solen med en forretningsforbindelse i Kødbyen.

En hjemløs kommer hen til vores bord og spørger: ”Har I en mønt, I kan undvære?”

Han har det åbenlyst ikke godt. Han er tydeligt mærket af gadens hårde liv. Han er meget beskidt, for at sige det mildt. Hans tøj er hullet og har spor af blod. Han har alt, hvad han ejer i en pose. Behovet for at dulme livet med stoffer gennem mange år har sat sit aftryk.

Jeg leder efter min pung, og da jeg giver ham en tyver mødes vores øjne.

Jeg bliver så chokeret, at jeg er lige ved at tabe mønten.

Jeg kender ham!

Jeg udbryder: ”Hedder du ikke Brian?”

Han svarer: ”Joh ….”

Jeg rejser mig prompte og siger ”Kan du ikke huske mig – Susie? ”

I genkendelsesøjeblikket, hvor jeg fornemmer, han ved, hvem jeg er, giver jeg ham et kæmpe kram.

Jeg er ærligt meget chokeret og udbryder ”For fanden da Brian, hvad der er sket! Hvordan er du havnet her??”

Han fortæller kort om sygdom og manglende betaling af husleje. Vi taler om, at det er noget værre lort og så må han videre, som han siger….

Jeg siger: ”Vi ses. Pas på dig selv.”

Han svarer: ”Ja, og du hilser mor og far…”

Det hele tog ganske få minutter.

Brian gik til det næste bord for at spørge efter en mønt. Og tårerne trillede i stride strømme ned ad mine kinder og ned i min rosévin. Jeg har ikke set Brian siden.

 

Min forretningsforbindelse var i chok. Hun forstod absolut ingenting af det lille optrin.

Ingen tvivl om, det rykkede ved hendes billede af mig.

For udover det, hun allerede vidste om mig, min karriere og min forretning – ja, så er jeg altså også vokset op med plejebørn.

Der har i mit barndomshjem altid været plejebørn. De har været ramt af misbrug, kleptomani, omsorgsvigt eller psykisk sygdom.

Mine forældre fik Brian, da han var teenager, og han boede hos os i fem år. I den samme periode var jeg også teenager. Han har, fra han var helt spæd, haft virkelig hårde odds i livet og hans udgangspunkt har været markant anderledes end mit.

Jeg må indrømme, at det på en måde gav mening, at han trods mange forskellige indsatser var endt i denne situation. Det ændrer ikke ved, at vores møde var ualmindelig trist og svært at rumme.

Til historien hører også, at – selv om man ikke lige tror det – er der mange ting, Brian og jeg alligevel havde til fælles ud over, at vi har boet under samme tag.

Vi har f.eks. begge haft svært ved matematik, vi hørte det samme musik, vi har begge viden og erfaringer med os, vi kan have gode og dårlige dage, vi kan have håb, tanker og følelser, som er langt mere ens, end man lige tror.

 

Vi mennesker danner helt naturligt meget hurtigt fastlåste forestillinger om hinanden.

Vi gør det med vores kollegaer, vores venner, og vi gør det med folk, vi møder på gaden.

Vi gør det ofte ubevidst. Vi gør det ved dem, vi kan lide, hvor vi tillægger dem ekstra positive træk og kompetencer. Og vi gør det modsatte ved dem, vi ikke bryder os om.

Der er lavet bunker af undersøgelser på, at der er en tendens til man overtipper fagligheden på mennesker, man godt kan lide og man på få sek. har sat nye folk man møder i en ”bås” så meget, at de faktisk skal arbejde aktivt for at ændre det indtryk.

 

Jeg har trænet rigtig mange mennesker i videndeling på tværs og et gennemgående tema er, at man har manglende kendskab til hinanden, har fastlåste forestillinger om sine kolleger, afdelinger eller sektioner.

Jeg har haft kursister, der har været kontormakkere i 7 år, og som efter en øvelse udbryder: ”Gud, alt det anede jeg ikke, at du vidste noget om!”

Det er lidt tankevækkende, hvordan man på tværs af alle brancher putter hinanden i kasser. Der er meget viden, innovation og anderledes perspektiver, der tabes der.

 

Efter Brians og mit korte gensyn brugte jeg meget tid på at tænke over, hvordan jeg skulle tackle situationen. Hvordan kunne jeg hjælpe, og hvilken hjælp ville overhovedet gøre en reel forskel i den tilstand, han var i?

 

Lige nu bor jeg i Californien. Her er utrolig mange hjemløse.

Jeg tænker ofte på Brian, når jeg møder en af dem.

Jeg har ikke svaret på, hvordan problemet skal løses. Jeg kan heller ikke prale med at have gjort en ekstraordinær indsats for at mindske problemet. Men jeg har det godt med, at jeg gav Brian et kram.

Vi mennesker indeholder alle meget mere, end vi kan se på ”overfladen”, og vi skal hjælpe hinanden med at huske på det.

 

 

Susie Lynge
Susie Lynge
sl@netvaerksakademiet.dk

Susie Lynge er direktør og netværksekspert i Netværks Akademiet. Hun har trænet over 40.000 medarbejdere og ledere i strategisk networking og videndeling.