4 cases: Gør som toplederne Lisbeth, Marianne, Cees og Niels, når du netværker på LinkedIn

4 cases: Gør som toplederne Lisbeth, Marianne, Cees og Niels, når du netværker på LinkedIn

 

Vi kalder LinkedIn for det professionelle netværk. Men for at være top professionel på LinkedIn skal du også turde være personlig.

Jeg støder jævnligt på folk, som har travlt med at lege LinkedIn-betjente og håndhæve, at LinkedIn ikke er Facebook, og at vi skal sørge for holde det ”professionelt”. Det er ofte de samme profiler, som ikke får ret meget ud af LinkedIn, fordi deres tilstedeværelse er tør, kedelig, upersonlig…

Giv os dine holdninger, giv os din viden, giv os dine refleksioner, giv os din hverdag.

Vær menneske, vær gavmild, vær eksperimenterende, vær nysgerrig. Det kan du sagtens gøre uden at dele en masse privat.

Det er sådan, du er professionel på LinkedIn i 2017.

Men det kræver mod!

For hold nu op, hvor kan det være grænseoverskridende at dele ud af sig selv på skrift i et offentligt forum.

Det er meget nemt at være passiv, og nøjes med at acceptere en ny invitation i ny og næ og klikke ”Synes godt om” på et opslag. På den måde undgår du at lave ”fejl”. Men det er slet ikke det, der skaber relationer, og du udvikler dig ikke som netværker på LinkedIn.

Lad dig inspirere af disse 4 modige ledere, som viser noget personlighed og deler deres viden, læring, holdninger, refleksioner og mål med deres netværk på LinkedIn.

 

Lisbeth Chawes, Komfo

Lisbeth er Director of Marketing & Partners i Komfo 

Hun deler løbende opslag med faglig viden om online marketing, hendes egen læring fra konferencer og – som eksempler herover viser – hendes personlige mål og ambitioner.

Det kan du lære af Lisbeth: Vær modig – del dine mål!

Opdateringen om hendes drøm om en bestyrelsespost blev på få dage set af over 40.000 og gav 10 seriøse henvendelser (opdatering: Lisbeth skriver på Twitter, at opdateringen faktisk nåede over 70.000 visninger!) . Det kræver virkelig mod at sige sine mål højt, men øger også sandsynligheden for, at du lykkes.

Se Lisbeth Chawes’ seneste LinkedIn opdateringer her

 

Niels Ralund, FDIH

Niels er adm. direktør i FDIH (Foreningen for Dansk Internet Handel)

Han deler næsten dagligt et billede fra sin hverdag med bl.a. besøg hos medlemmer, møder med politikere og holdninger til lovgivning.

Niels har over 23.000 følgere på LinkedIn, hvor han tiltrækker nye medlemmer til FDIH. 

Det kan du lære af Niels: Du skal starte et sted – den hurtigste vej til at blive god er at prøve det af.

For halvandet år siden, vidste han slet ikke hvordan han skulle bruge LinkedIn, men han kastede sig ud i det og eksperimenterede. Du skal også satse lidt ind imellem. Det værste, der kan ske er, at du lærer noget.

Se Niels Ralunds seneste LinkedIn opdateringer her

 

Marianne Dahl Steensen, Microsoft

Marianne er adm. direktør for Microsoft i Danmark og Island.

Hun deler nyheder fra Microsoft, men også holdninger og tanker om teknologi og ledelse. Hun er også på Twitter og har her valgt brugernavnet @LivogStormsmor, som sender et klart signal om, at her følger man ikke kun Microsoft-Marianne, men hele mennesket.

Det kan du lære af Marianne: Del ikke kun nyheder fra din virksomhed – Del et mix af virksomhedsnyheder, viden fra din branche, holdninger og mere personlige opdateringer.

Som en del af et ”CEO for en dag”-projekt, har Zainab Alatraktchi fået spalteplads på Microsofts hjemmeside til at dele sin oplevelse og anbefalinger til Microsoft fremadrettet. Marianne deler åbent artiklen og siger tak for ris og ros. Du kan også tænke i at anerkende inspirerende folk i dit netværk åbent på LinkedIn med et stort: Tak!

Se Marianne Dahl Steensens seneste LinkedIn opdateringer her

 

Cees de Jong, Chr. Hansen

Cees de Jong er adm. direktør i Chr. Hansen.

Han deler løbende nyheder fra Chr. Hansen videre i sit netværk og tilfører det en personlig vinkel.

Det kan du lære af Cees: Del dine tanker! De inspirerer os andre.

Efter ”CEO for en dag”-projektet har Cees skrevet et blogindlæg på LinkedIn med sine egne refleksioner fra dagen, og den læring han fik af at interagere med et ungt ledertalent. Du kan også dele dine refleksioner som opdateringer og blogindlæg på LinkedIn. Lad os høre, hvad du tænker! Måske kan vi endda byde ind den anden vej?

Se Cees de Jongs seneste LinkedIn opdateringer her

 

Hvis du ikke er leder

Eksemplerne ovenfor er alle fra ledere i høje stillinger. Men husk at de også er helt almindelige mennesker, som garanteret også har været usikre ved at skulle dele deres personlige holdninger, tanker, viden og dagligdag.

Men de gør det alligevel! Og det styrker deres netværk og fører til henvendelser, styrket branding, øget markedsværdi og konstruktive inputs.

 

Kender du andre gode eksempler?

Skriv en kommentar, hvis du har andre gode eksempler på folk, som tør at være personlige på LinkedIn, og som vi kan lære af og lade os inspirere af.

 

Morten Vium
Morten Vium
mv@netvaerksakademiet.dk

Morten Vium er tilknyttet Netværks Akademiet. Han er underviser og har 8 års erfaring med rådgivning og træning i at udvikle relationer på LinkedIn.