Elevatortale

Sådan laver du en god elevatortale – Stor guide inkl. skabelon og eksempler

Sådan laver du en god elevatortale – Stor guide inkl. skabelon og eksempler

 

Denne guide hjælper dig med at forstå begrebet ”elevatortale” og at udarbejde en effektiv elevatortale, du kan bruge i forskellige sammenhænge.

Vi kommer omkring:

  • Hvorfor skal du have en elevatortale?
  • Hvad er en elevatortale?
  • Hvor og hvornår kan du bruge din elevatortale?
  • Hvad karakteriserer en god elevatortale?
  • Elevatortale-skabelon – Eksempler på elevatortaler
  • Tilpas din elevatortale til forskellige situationer

 

Hvad er en elevatortale?

Elevatortalen er en kortfattet og konkret præsentation, der helt kort fortæller, hvem du er, hvad du brænder for og hvad du arbejder med.

Navnet kommer af, at du skal kunne nå at præsentere dig selv, og hvordan du skaber værdi på kort tid – gerne i løbet af en tur i en elevator.

Elevatortalen vil naturligt variere efter målet og modtageren, men den skal altid være klar, skabe interesse og nysgerrighed og sikre, at du bliver husket efterfølgende.

 

Hvorfor skal du have en elevatortale?

For år tilbage fik jeg personligt et wake up call, da jeg stod til et stort arrangement og talte med en direktør. Han spurgte mig meget naturligt: ”Hvad laver du så?” Og jeg præsenterede mig selv med en lidt længere smøre om de forskellige kurser, jeg underviste på, og kunder jeg arbejdede for.

Efter noget tid sagde han: ”Jeg står og spekulerer på, hvis jeg skulle hjælpe dig med noget. Og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar på, hvad det kunne være”.

Jeg blev i det øjeblik ramt af, at min elevatortale slet ikke var klar og tydelig nok. Og at det kostede mig potentiel forretning og spændende muligheder.

Elevatortalen er et af de vigtigste værktøjer, når du netværker strategisk. Den hjælper dig til at sikre, at det første indtryk af dig er positivt, at du udtrykker dig klart, og at du sætter et aftryk, så du bliver husket.

 

Hvor og hvornår kan du bruge din elevatortale?

  • Netværksarrangementer
  • Møder
  • Tilfældige møder/situationer, hvor du møder nye mennesker

 

Hvad karakteriserer en god elevatortale?

Man kan læse om elevatortaler mange steder, og der er mange forskellige holdninger til emnet.

I bogen Personlig gennemslagskraft er opstillet 8 karakteristika for en god elevatortale, som du med fordel kan lade dig inspirere af:

Kort: Hold dig under et minut. Ellers taber du din samtalepartners interesse.

Præcis: Gå lige på. Du behøver ikke alle detaljerne og nuancerne.

Autentisk: Din elevatortale skal naturligvis være sand, og så skal den være tro mod dig som person.

Relevant og situationsbestemt: Tilpas din elevatortale til din samtalepartner og den situation du står i.

Opmærksomhedsskabende: Din samtalepartner skal have lyst til at høre mere efter din elevatortale.

Passioneret: Fokusér på det du er særligt optaget af. Man kan mærke ilden i dine øjne.

Nærværende: Tænkt over at have et imødekommende kropssprog og husk øjenkontakt og smil.

Nem at forstå: Pas på din tale ikke bliver for faglig og indforstået.

Kilde: Personlig gennemslagskraft, Jesper Klit, L&R Business 2009,

 

Mere inspiration:

 

Elevatortale-skabelon – Eksempler på elevatortaler

Nu er det tid til at lave din personlige elevatortale. Overvej først, hvem din tale er særligt henvendt til og skriv herefter en elevatortale, der indeholder følgende elementer:

  1. Din titel og virksomhed
  2. Hvad kan du særligt lide at hjælpe andre med? (dine kunder eller kollegaer)
  3. Afslut med et åbent spørgsmål, inviterer til samtale

 

Du skal skrive elevatortalen som du vil sige den. Når du har gjort det, skal du øve den igennem for dig selv. Eller endnu bedre sammen med en anden. Du kan også vælge at optage den med din mobil. Det kan give dig en god fornemmelse af, hvad der virker godt, og hvad der skal justeres på.

Her er nogle konkrete eksempler på elevatortaler, men husk at gøre din elevatortale til din egen. Den er dit verbale visitkort og skal selvfølgelig passe til dig som type, så du fremstår autentisk og med gennemslagskraft, når du bruger den.

 

Eksempler:

Mariannes elevatortale

”Jeg hedder Marianne og arbejder med rådgivning inden for internationalt erhverv. Jeg kan særligt godt lide at hjælpe mine kunder med at udvikle deres forretning. Når jeg oplever den rådgivning og sparring, de får hos mig er med til at flytte deres virksomhed, så oplever jeg virkeligt mit arbejdsliv gør en forskel.

Hvad kan du særligt godt lide ved dit arbejde?”

 

Torbens elevatortale

”Jeg hedder Torben og arbejder hos Ingeniørhuset Lock. Jeg arbejder som projektansvarlig og elsker de mange berøringsflader, jeg har både internt og eksternt. Jeg hjælper mine samarbejdspartnere med at holde overblik over ofte ret store og komplekse projekter, hvor mange forskellige parter er afhængige af, at fælles deadlines overholdes og at alle er informeret undervejs i processen.

Hvad hjælper du nogen med i dit job?”

 

Thomas elevatortale

”Jeg hedder Thomas og er arkitekt. Jeg sidder på store internationale projekter og synes kompleksiteten og variationen i mit job er det allersjoveste. Den ene dag er jeg på byggepladser, den næste til møder på kommunen med en masse forskellige interessenter, og så sidder jeg i perioder med hovedet nede i en masse tegninger og har ofte en masse lovgivning og restriktioner, der skal tages hensyn til også. Jeg synes, det er sjovt at hjælpe vores kunder med, at der bliver tænkt visionært og sikre, at byggeriet også er spændende at se på om 20 år.

Hvad elsker du ved dit arbejde?”

 

Evas elevatortale

”Jeg hedder Eva og er advokat. Jeg har meget erfaring med generationsskifte, og jeg hjælper mange forskellige typer af virksomheder. Det er både udfordrende at sætte sig ind i og samtidig så spændende at få mulighed for at hjælpe virksomheder med at komme videre med væksten på den gode måde.

Hvad arbejder du med?”

 

Anders elevatortale

”Jeg hedder Anders og er bankrådgiver. Jeg er drevet af, at se mine kunder få mere frihed, når de har styr på deres økonomi. Jeg synes, det er spændende, hvordan jeg ofte kan være med til at de får råd til at leve nogle af deres drømme ud.

Hvad driver dig i dit arbejde?”

 

Tilpas din elevatortale til situationen

Det er helt afgørende, at du tilpasser din elevatortale til målgruppen og situationen.

Ovenfor har du fået tips til at lave den korte elevatortale, men i andre sammenhænge (fx til et kundemøde) kan du have glæde af at have lavet en lidt længere personlig præsentation, der fortæller mere om, hvem du er.

Det skal være en præsentation, der kan bruges til nye kunder og andre forretningsforbindelser, du skal indgå et samarbejde med over længere tid. Den skal fortælle, hvem du er som person, hvad du beskæftiger dig med, og indkapsle hvad kunden får hos dig, som er særligt.

Du kan bruge disse spørgsmål til inspiration:

Hvad kendetegner dig og din personlighed?
Fx er du en type, der kan lide tempo, eller er du rolig, eftertænksom, kreativ, humoristisk, detaljeorienteret, struktureret m.m.

Hvad er vigtigt for dig?
Fx ærlighed, loyalitet, respekt, muligheder, frihed, fleksibilitet, ro, tid, udfordringer m.m.

Hvad er du optaget af i dit arbejde?
Kom med eksempler på, hvad du særligt kan lide at arbejde med som opgavetyper, projekter, kundetyper, brancher eller lign.

Hvilken forskel vil du gerne gøre for dine kunder eller samarbejdspartnere?

 

Træning, træning, træning

Ingen kan hive en fantastisk elevatortale ud af ærmet første gang. Der skal træning til. Så nu er det med at få skrevet din præsentation ned, øv den, og gå så ud og få den brugt i den virkelige verden.

God fornøjelse 🙂

 

 

Susie Lynge
Susie Lynge
sl@netvaerksakademiet.dk

Susie Lynge er direktør og netværksekspert i Netværks Akademiet. Hun har trænet over 30.000 medarbejdere og ledere i strategisk networking og videndeling.