Den ultimative guide til udvikling og pleje af relationer og netværk

Den ultimative guide til udvikling og pleje af relationer og netværk

 

Netværk og relationer er vejen til målet. Det gælder både for dig personligt og for den forretning, som du er en del af.

Stærke relationer og netværk er altafgørende for, om du lykkes med det, du drømmer om.

Det er et faktum. Masser af undersøgelser beviser det.

Og det gælder – uanset hvad du arbejder med, og om din drøm er:
Et nyt job, flere nye kunder, mere loyale kunder, ny faglig viden, bedre samarbejde eller du gerne vil lykkes med at løse dine opgaver hurtigere.

Men mange misser den ene ting, der i virkeligheden afgør om, de får succes med det.

Succesen kommer gennem det, du helt konkret GØR for at pleje og udvikle dine relationer. Og om du gør en forskel og skaber reel værdi for dem.

Handling er det afgørende, og derfor fokuserer dette indlæg på at give dig inspiration til helt konkrete handlinger, der vil styrke dit netværk.

Det er ikke rocket science, og nej der er ingen smutvej. Netværk drejer sig ganske enkelt om at hjælpe hinanden.

 

10 steps, der fører dig til et stærkt netværk:

  1. Erkend det er vigtigt for dig at pleje og udvikle relationer
  2. Beslut dig for, at du vil prioritere det
  3. Vær tro mod din beslutning
  4. Læg et tidsbudget for, hvor meget du vil netværke
  5. Kortlæg dine vigtigste relationer, som du aktivt vil pleje og udvikle
  6. Find ud af, hvad du har at tilbyde, og hvad netværket kan hjælpe dig med
  7. Vælg hvilke netværkstiltag, der passer bedst til dig og dit netværk
  8. Læg aktiviteten ind i din kalender
  9. Gå fra tanke til handling
  10. Nyd det – mens du netværker

 

Model til pleje og udvikling af netværk

Modellen herunder er en vejviser til pleje og udvikling af relationer. Hvis du arbejder med de dele, der er i modellen, vil du automatisk opbygge et meget stærkt netværk – uanset hvilket netværksniveau du er på.

De forskellige dele er alle effektive elementer, der styrker dine relationer til både dine helt nye kontakter og til dine gamle kontakter.

Hvis du allerede er en af dem, der netværker, og ser det som en del af dit arbejde og naturlig del af livet, men bare gerne vil have endnu mere ud af den tid, du bruger på det. Så er din opgave at gøre det endnu mere bevidst, endnu mere målrettet, og mere strategisk.

Vurdér helt konkret, hvor og hvordan du kan netværke 5-10% bedre, end du gør i dag. Det betaler sig!

 

Sådan kommer du i gang!

Nedenfor vil du kunne hente inspiration til, hvordan du bruger de enkelte elementer i modellen til at styrke netop dine relationer og på den måde opbygge og udvikle dit netværk. Det handler ikke om det at have det største netværk – men det mest rigtige netværk for dig.

Du skal selvfølgelig tænke dine netværksindsatser ind i din hverdag, så det passer til f.eks. til den arbejdsmængde du har og de muligheder, der er mest oplagte for dig.

Lad dig inspirere. Tænk kreativt og sæt realistiske mål.

Det er meget vigtigt, at du ikke går til det med tanken om, at du skal til at være en anden end den du er. Det skal du IKKE.

Du skal være dig selv og lade andre få den bedste udgave af dig. Der er ikke en rigtig eller en forkert netværkstype. Alle har noget med, der virker i forhold til relationer og netværk, og alle skal øve sig på noget.

Det, der står i modellen, skal tilpasses dig og din hverdag, så det føles naturligt og sjovt at gøre det.

Hvis du alligevel er en af dem, der tænker, at du rigtig gerne ville – men bare ikke lige har tiden til det. Så kan jeg afsløre at networking aldrig bliver en “haster-aktivitet”, men vil altid være en vigtig aktivitet for dig, din udvikling og forretningen på den længere bane. Du får ikke mere tid end den du har.

Networking er noget, du skal prioritere i forhold til noget andet. Du skal beslutte dig for, om det er vigtigt for dig, og om du vil bruge tid på at gøre noget ved det.

Og lad os slå det helt fast: Du skal ikke til at drikke kaffe med alle eller til at holde mange flere møder eller forsøge at trylle flere timer frem om ugen til at netværke i.

Hvis du er en af dem, der vil have en garanti for, at det er tiden værd, inden du kaster dig ud i at netværke og opbygge stærke relationer, så skal du måske i stedet overveje om, du på den lange bane har ”råd til at lade være”?

Jeg møder mange, der, først i det øjeblik, hvor de står på en virkelig brændende platform og f.eks. har mistet deres job, opdager, at det er vigtigt med netværk. De snyder sig selv for SÅ meget, og jeg kan afsløre, at det er langt sværere at nå sine mål, ved at netværke på bagkant.

Det er med netværk sådan, at return on investment først ses, når du har været villig til at lave en investering. Så ja du skal ville netværke og se det som en måde at leve og være på.

Vær fokuseret, målrettet, og bevidst. Afsæt den tid, du mener, du kan afse og gør det ellers der, hvor du er og sammen med dem, der er omkring dig.

Kortlæg og udvælg nogle relationer, hvor du bruger modellen her som inspiration til at lave nogle få, men særligt planlagte indsatser, fordi disse kontakter er særligt vigtige for dig, din udvikling eller forretningen, og du derfor gerne vil pleje og udvikle båndet til netop disse relationer.

 

1. Viden

Din viden er en særlig værdiskabende form for kapital, som kan gøre en forskel for andre, hvis du rundhåndet deler ud af den (også når der ikke direkte bliver spurgt efter den).

Vurder hvad du har at byde ind med af viden, erfaringer og læring, som kan gøre en forskel for dit netværk. Det kan være faglig viden om et særligt emne, det kan være noget, du har lært f.eks. en fejl, du har begået eller en særlig succesfuld situation, som vil kunne hjælpe andre til at gøre noget andet i deres liv.

Du kan skabe værdi ved at dele din viden både i dialogen, men også ved uopfordret at sende relevante links eller artikler til dit netværk. Enten til enkeltpersoner eller bredt på fx LinkedIn.

Læs mere her: Sådan skriver du gode statusopdateringer på LinkedIn

 

2. Anbefaling

Det at anbefale nogen i dit netværk til andre gør ofte en langt større forskel i relationen, end du regner med. Det er en gestus, som varmer, og som betyder noget særligt for de fleste. Du behøver ikke kunne stå inde for deres faglighed for at anbefale dem, hvis blot du er ærlig om, at du ikke ved, om de er fagligt dygtige, men kender dem som f.eks. behagelige, ordentlige eller lignende.

Du kan anbefale ved at bygge en bro mellem to kontakter ved at skrive en mail, ringe eller give den direkte i mødet. Du kan også lave en anbefaling skriftligt på f.eks. LinkedIn.

 

3. Dialog

Du skal være bevidst nærværende i den dialog, du har med andre. Nærvær er en direkte mangelvare i mange relationer i hverdagens travlhed og gør en stor forskel i forhold til relationer.

Dit bevidste oprigtige nærvær kan være med til at styrke dit netværk og dine relationer meget, meget effektivt. Nærvær giver oplevelsen af, at vi bliver set, hørt, og forstået, og det gør indtryk. Så tryk på nærværsknappen uanset, hvem du er sammen med!

 

4. Hilsen

Send en personlig hilsen til udvalgte relationer. Når du er mere personlig, opbygger du tilliden mellem jer. Det kan være en lille personlig vinkel på en mail, du alligevel skal sende. Eller du kan bruge LinkedIn, som et godt medie til at holde kontakter varme på en let måde – her kan din hilsen være ganske kort.

Du skal skelne mellem at være privat og personlig. Det handler ikke om, at du skal dele en masse privat, men om at være personlig sådan, at man kan mærke et menneske og en forbindelse mellem jer. Du kan også tænke kreativt og sende et håndskrevet julekort, sommerhilsen eller lign. Tanken tæller. Det gør en forskel og bringer jer tættere.

 

5. Frokost

Frokosten er et oplagt tidspunkt at netværke i. Det er hyggeligt og mere uformelt. Frokostpause er normalt tiden – hvor du skal slappe af, lade op og bare holde pause. Men når du inviterer på netværksfrokost, så skal agendaen være en anden. Her skal du sørge for, at I også taler om noget andet end maden, vejret og den slags. Her skal du på den korte tid bevidst fokusere på, at I lærer hinanden bedre at kende eller plejer jeres relation ved bl.a. at samle op på den tid, der er gået siden sidst eller tale om udfordringer, sejre eller andet.

Du kan bruge disse spørgsmål som udgangspunkt for en anderledes mere netværkende frokostsnak:

  • Hvad er du mest optaget af i øjeblikket?
  • Hvilke opgaver, synes du, er mest spændende?
  • Hvad har du særligt meget erfaring med?
  • Hvis jeg kan hjælpe dig med noget – hvad kan jeg så bedst hjælpe med?

 

6. Spørgsmål

Interessante samtaler knytter bånd mellem mennesker. Vi husker mennesker bedre, hvis de er spændende at tale med. Så vær opmærksom på, om du er interessant at tale med. Stiller du mange lukkede spørgsmål (der kan svares ja/nej til), så lukker du automatisk samtalerne.

Hvis du stiller åbne spørgsmål, som starter med ”hvornår, hvad, hvilke, hvordan”, så bliver det mere interessant både at svare på og lytte til. Der kommer mere dybde ind i samtalerne og jeres relation bliver naturligt stærkere gennem samtalen. Når du er nysgerrig og stiller åbne spørgsmål, så udfordrer du positivt den anden til at tænke eller dele sin viden. På den måde får du også selv mere at vide, du bliver klogere og vil få flere perspektiver med fra samtalen.

 

7. Arrangementer

Oplevelser skaber forbindelser mellem mennesker. Overvej derfor, om du kan invitere nogle af dine kontakter med til et spændende fagligt arrangement, et foredrag, en fodboldkamp eller om du kan involvere dem i et fagligt projekt eller anden type af samarbejde om noget. Når vi oplever noget sammen – stort eller småt -, og der knyttes positive følelser til oplevelsen, så husker vi hinanden på en anden og stærkere måde bagefter.

 

8. Interessekald

Du behøver ikke mødes for at holde en relation varm eller udvikle den yderligere. Du kan vælge at ringe i stedet, det er mindre tidskrævende, men kan være lige så effektfuldt.

Mange afholder sig fra at ringe, fordi de er bange for at forstyrre deres netværk. Du skal selvfølgelig, inden du ringer, vurdere relationens karakter, og relevansen i at ringe for en kort snak udelukkende med fokus på, at du vil pleje relationen mellem jer. Men det viser sig at langt de fleste tager fejl af deres netværk her. De bliver glade for at blive kontaktet og for tanken, også selvom de måske må afvise samtalen pga. travlhed i nuet.

 

9. Feedback

Når du involverer dit netværk ved at bede direkte om feedback, gode råd eller sparring på opgaver, eller din adfærd, dine ideer eller andet, så får I noget sammen. Det påvirker ofte også balancen i jeres relation mellem give and take.

Begge parter føler, de er værdifulde, hvilket er et vigtigt og naturligt behov i en god relation, der kun gør kontakten stærkere.

Det er oplagt at bruge de tætte relationer til at give feedback eller råd, men måske skulle du også involvere nogen, du ikke plejer. De mere perifere relationer vil nemlig ofte udfordre dig til at tænke i nye baner eller få nye vinkler på noget. De er ikke farvet som de tætte relationer, i måden de ser dig på, så de vil ofte se andre ting og et andet potentiale åbner sig.

Det kræver mod at involvere de kontakter, du ikke kender så godt, men er givet godt ud, da det med det samme vil bringe jeres relation til et nyt niveau, ved at du invitere dem tættere på dig. Husk samtidig både at takke for indspark, og at du så altid selv er herre over at vælge i den feedback og de råd, du får.

Læs mere her: Feedback-guiden: Sådan modtager du feedback

 

10. Tak

Tak er det bedste plejemiddel, der findes, netværksmæssigt. Det bruges bare alt for lidt.

Vi har ofte mange mennesker i vores netværk, som vi kan takke mere direkte og vise mere tydeligt, hvilken forskel de gør for os.

Det kan være deres hjælpsomhed, eller den faglige viden de deler med os eller den positive indvirkning, de har på os personligt i vores måde at tænke eller leve på, den sparring eller de gode råd, de giver på forskellig måder.

Hvis vi takker vores relationer, og gør det så tydeligt, at de ikke er i tvivl om, hvad de betyder for os. Så får de naturligt lyst til at hjælpe igen. Vi strækker os alle længere for andre, når vi mærker, det gør en forskel. Samtidig frigiver det god energi til dig, der takker, da det naturligt føles godt at vise påskønnelse af andre.

 

11. Kaffe

Kaffemøder er en almindeligt kendt netværksaktivitet. Hvis du vil gøre dine møder lidt mere effektive og værdiskabende, så gør dig klart inden, hvilken konkret værdi du selv kan tilbyde den, du mødes med. Er det viden, kontakter, erfaring, nærvær, råd eller din humor du kan byde ind med? Og tænk så i, hvad du tænker, du selv har brug for hjælp til.

Forbered dig mentalt på:

  • Din egen adfærd
  • Det du har at tilbyde
  • Dine behov
  • De spørgsmål du gerne vil stille den anden

Er du godt forberedt, kan små kaffemøder på bare 20 minutter rykke jer begge til nye netværks højder – men det kræver du er vågen.

Læs mere her: Den fejl, mange begår, når de inviterer på netværkskaffe

 

12. Tips

Netværk handler om at hjælpe hinanden, og det kan både være med stort og småt.

Vi sparer ofte vigtig tid i dagligdagen, hvis nogen vil dele deres bedste tips med os. Det kan være tips til en genvejstast i systemet, en god faglig artikel, en bestemt person vi bør kontakte, en spændende feriebog, et jobopslag, den bedste restaurant, den næste konference vi skal deltage i osv. osv.

Vær gavmild og del dine tips!

Nu har du 12 konkrete ting, du kan gå i gang med for at pleje og udvikle dit netværk. Men der sker ikke noget, før du sætter handling på!

OG SÅ HUSK:

  • Det er ikke nok, der er grønt lys – du skal også flytte fødderne.
  • Det er de små ting, der gør den største forskel.
  • Vi fejler alle sammen undervejs – vi kan aldrig styre, hvad andre tænker om os.
  • Vi kan gøre kun os umage og have den bedste intention om at ville skabe win-win situationer.

 

De bedste hilsner

Susie Lynge
Netværksekspert og Partner i Netværks Akademiet

Tlf.: 60 73 53 22
Mail: sl@netvaerksakademiet.dk

Del med dit netværk (det er god stil)
Share on LinkedIn0Tweet about this on TwitterShare on Facebook0Share on Google+0
Susie Lynge
sl@netvaerksakademiet.dk

Susie Lynge er partner og netværksspecialist i Netværks Akademiet. Hun er underviser og erhvervscoach og har trænet over 10.000 medarbejdere og ledere i strategisk networking.

Ingen kommentarer

Send en kommentar